mandag den 16. august 2010

Bree Tanners korte liv efter døden


Egentligt er det jo helt vildt sørgeligt, at starte på en bog, hvor man på forhånd ved at hovedpersonen dør til slut.
Men når man allerede har læst "Formørkelse" af Stephenie Meyer, så kan slutningen jo ikke være anderledes.
Man følger den nyfødte vampyr, Bree, i de 14 dage der går fra hun begynder at tænke på en lille smule andet end blod, og til hun overgiver sig til Volturierne og sin skæbne.
Det er ret interessant at følge Victorias kamp mod Cullen familien på denne måde. Man læser om, hvor svært det er at være nyfødt vampyr - hvor meget det brænder i halsen efter blod og hvordan man slet ikke kan tænke på andet end at få slukket sin tørst hurtigst muligt.
Bree er en af de eneste af de nyfødte, der faktisk formår at tænke selvstændigt. Derfor er det også så ærgeligt at hun ikke overlever. Jeg tror, hun ville have blevet en fantastisk vampyr!

torsdag den 12. august 2010

Kongen


Jeg var meget spændt, da jeg gik i gang med at læse Kongen. Den er nemlig skrevet af den kendte modekommentator og designer af Jim Lyngvild.
Heldigvis er bogen rigtigt god.
Den handler om drengen Jerod, som er vokset op hos sin bedstemor - afsondret fra resten af verden.
Det ændrer sig dog da Jerod fylder 15. Så er det nemlig på tide at han lærer sin skæbne at kende. Det viser sig nemlig at hans bedstemor er en gammel heks, som har påtaget sig at passe den kommende regent, altså Jerod.
Han hvirvles nu ind i kampen om magten i landet, for elvernes fyrste er ikke meget for at afgive den.

torsdag den 10. december 2009

100 låger


Henrys forældre er blevet kidnappet mens de rejste rundt i Sydamerika. Derfor må han flytte til byen Henry, hvor hans tante og onkel bor.
Han falder godt til og får sit helt eget værelse, men allerede den første nat hører han underlige bankelyde fra væggen.
Der falder lidt puds ned fra væggen og det afslører den første af de i alt 99 låger der er i hans væg. Henry sætter sig for at afdække dem alle og mens han arbejder, går det op for ham at lågerne faktisk er indgange til andre verdener. Der er både gode og onde verdener og uheldigvis får han åbnet ind til landet Endor, hvor heksen Nimiane ellers var spærret inde.

torsdag den 29. oktober 2009

Den ydmyge amulet af Sascha Christensen


Josephine er den eneste magiske beboer i det gamle hus. Derfor er hun det kun hende der kan hjælpe azynen Nell med at finde Humaran – den ydmyge amulet. Og Humaran må findes – den er nemlig blevet brugt til forbudt magi og hvis den kommer i de forkerte hænder vækkes alt dens ondskab.
Samtidigt må Josephine løse gåden om det lille pige-skelet der ligger på loftet. Hvem var det der skar halsen over på hende og hvorfor er hun fanget på et andet plan sammen med en ånd der terroriserer hende?
Det er forfatteren Sascha Christensens debutbog. Hun er 22 år gammel og bor i Ålborg. Dejligt med en ny dansk fantasy forfatter.